Terji Krossteig
Blúsmaður
Straight Shooter SHOT 023

Blúsmaður er Terji Krossteig Messells andet album på Peter Nandes Straight Shooter Records. Det første, Útisetablús – hvor han blot kaldte sig Terji – udkom i 2017 (læs anmeldelse her). Dén plade opnåede at blive nomineret til en Danish Music Award, så det er ikke uden et vist forventningspres, at Terji nu er tilbage.

Denne gang står Terji for det hele selv: Han spiller guitar, dobro, ukulele, elbas, vaskebræt, kazoo, træbræt, tromme og tamburin. Kun Olav Gudnason har fået lov til at blande sig med sin kontrabas på tre numre.

Udtrykket er således enkelt og fokuseret omkring Terjis guitar og vokal. Sidstnævnte er ret egenartet; stemmen er gutteral, men samtidig lys, og det giver hans sange en helt unik og ekspressiv klang.

Terji Krossteig Messell synger på færøsk, og det kan gøre det vanskeligt for en syddansk lytter at følge med (teksterne kan dog læses i dansk oversættelse på Terjis hjemmeside her). Men bortset fra, at sprogene er beslægtede og derfor ikke indbyrdes uforståelige, pakker Terji sine tekster fint ind i stemningsfulde akkompagnementer, som formidler sangenes temaer på glimrende vis.

Terji har altid optrådt med en god portion underspillet, Niels Hausgaard’sk lune, og der er da også masser af humor i hans sange. Titelnummeret er således en munter afdramatisering af livet som færøsk bluesmand, ”Klirr, klirr, klirr” handler om at hente øl hjem til weekenden, og emnet for ”Ukuleleblús” er at komme i godt humør af at spille, ja, ukuleleblues.

Men Terji Krossteig Messell tager også fat i væsentligt mere alvorlige emner på f.eks. den tungsindige ”Gev mær frið” ( = ”Giv mig fred”) og ”Hjartaleysur” ( = ”Hjerteløs”). Og endelig er der helt konventionelle bluestekster som ”13 long ár”, der lyrisk, om ikke arrangementsmæssigt, er en fætter til Eddie Boyds ”Five long years”.

Musikalsk hælder pladen mod blid, akustisk folk blues. Indimellem er der dog mere Mississippi-stemning over den, især når Terji spiller slide-guitar som på titelnummeret. Det bliver imidlertid aldrig mere råt, end at hovedindtrykket er af en behagelig lytteplade, der aldrig skurrer i ørerne, men som er både fængende og instrumentalt og vokalt interessant nok til, at den snildt tåler mange gennemlytninger og faktisk bliver bedre for hver gang.