Artikel af Jakob Wandam

Christian Bundgaard fik sin pladedebut i 2016 sammen med mentoren Hans Knudsen, da de udgav duo-albummet Two generations (læs anmeldelse her). Dengang var Christian Bundgaard blot 22 år. I de mellemliggende år har han dyrket en heftig koncertaktivitet, og i 2020 skabte han det mere internationalt klingende kunstneralias Chris Copen.

Efter at være indtrådt som partner i booking-, event- og pladeselskabet Straight Shooter har Chris Copen blot haft endnu mere alsidige spillejobs, men hans personlige musikalske fokus er om noget blevet skærpet på den New Orleans-musik, der står hans hjerte allernærmest.

Og I got hipped, det første album under Copen-navnet, er netop en hyldest til New Orleans’ helt særlige kultur og naturligvis især musikken, som er en så central del af denne kultur. Titlen er et slangudtryk, der betegner dét at dyrke en interesse i en grad, så det nærmer sig en besættelse, og det er netop sådan, Chris Copen betegner sit forhold til ”The Crescent City”.

Derfor skal der heller ikke herske tvivl om, at I got hipped er et særdeles personligt projekt for Chris Copen – en oprigtig kærlighedserklæring til den musik, som New Orleans har været grobund for i kraft af kunstnere som Allen Toussaint, Professor Longhair og især Dr. John.

Alle disse er repræsenteret blandt albummets sangskrivere, men det er måske Chris Copens egne numre, der gør allerstørst indtryk. Albumåbneren ”Do our thing (Funkyfied)” er således så dyb, sumpet funk, at det driver ned ad væggene. Nummeret giver mindelser om Dr. John, som denne lød på tidlige plader som The sun, moon & herbs (1971) og igen sidst i karrieren på for eksempel Locked down (2012). Det lyder fantastisk, når den fortættede, nærmest klæbrige lyd – suverænt spillet af Chris Copens fremragende band – får modspil af et englekor ved britiske Samantha-Antoinette Smith og Lauraine Mcintosh.

Bandet er i øvrigt lidt af en supergruppe af musikere fra den hjemlige New Orleans-scene. Regin Fuhlendorf (Six City Stompers) er på guitar, Jonas Starcke (Jazz Five) er på bas, Stefan Andersen (Jazz Five, United Nation Jazzband) spiller trommer, Bjarke Nikolajsen (Brassflavour, Tuesday Night Brass Band) spiller trompet og kornet, Johan Bylling Lang (Jazz Five, Tuesday Night Brass Band, Bylling/Bardeleben Project) spiller tenor- og barytonsaxofon, og Stefan Friis Ringive (TipToe BigBand) høres på trombone.

”Traveling mood” er skrevet og indspillet af Wee Willie Waynes i 1955, men er nok mest kendt med Dr. John, der udgav den 18 år senere. Chris Copen spiller den som en gyngende og swingende New Orleans blues, og hans klaverspil sprudler af overskud. Johan Bylling Lang supplerer med en frisk saxofonsolo.

Titelnummeret ”I got hipped” er endnu en af Chris Copens egne sange, hvor teksten er et destillat af hans fascination af og kærlighed til New Orleans. Det er svært ikke at lade sig rive med af begejstringen, Chris Copens trioler, rytmesektionens letbenede pumpen og korsangerindernes glade hvin. Regin Fuhlendorf byder ind med en elegant guitarsolo, inden blæserne slipper tøjlerne og slår sig løs i fuld street parade-modus, og sammen skaber bandet illusionen af en by, hvor musikken strømmer ud fra alle gadehjørner. Fremragende!

”Somebody changed the lock” er en af Dr. Johns kompositioner. Chris Copen genskaber doktorens tilbagelænede, men uimodståelige swing i en munter klaverblues-møder-cabaret-hybrid med vidunderlig blæser-opbakning, hvor især Stefan Ringive på trombone får plads.

Tempoet sættes ned i en udgave af Sonny Thompsons ”Let them talk”, først udsendt af R&B- og bluessangeren Little Willie John i 1959. Chris Copens version er dog instrumental og jazzet og fremstår som en blid, luftig og smuk klaver/trompet-duet med Bjarke Nikolajsen.

Med Allen Toussaints fængende ”Who’s gonna’ help brother get further” (oprindelig indspillet af Lee Dorsey i 1970) serveres en gang bouncy funk. Fremragende soloer af Ringive og Copen svares af kælen korsang ved Samantha-Antoinette Smith og Lauraine Mcintosh.

”Life’s a one way ticket” er en pragtfuldt swingende piano blues af New Orleans-bluesmanden Cousin Joe. Regin Fuhlendorf kanaliserer B.B. King i en elegant guitarsolo, og Johan Bylling Lang tager over på saxofon. Chris Copen er flyvende på klaveret, og blæser-underlægningen giver den helt rigtige mængde punch. Der skal i det hele taget lyde stor ros til Bjarke Nikolajsen for hornarrangementerne på I got hipped.

Pladens tredje og sidste Chris Copen-komposition er ”What it takes”, et uforskammet funky soul blues-nummer. Kontrasten mellem det bastante og groovy basspil og Chris Copens cembalo-lignende keyboardlyd er særdeles virkningsfuld, og på denne lækre bund kommer Johan Bylling Langs smagfulde saxofon ind, først alene og så i dialog med Jonas Starckes bas. Punkterende blæserhvin, korte korfraser og en koncis afsluttende guitarsolo løfter det hele endnu et niveau op.

Professor Longhair-klassikeren ”Tipitina” er en passende afslutning på festen. Nummeret bliver leveret instrumentalt, hvilket giver god plads til soloer fra alle tre blæsere og naturligvis fra Chris Copen på klaveret. Stefan Andersens second line-trommespil rå-swinger, og Chris Copen og Jonas Starcke pumper nummeret derudad på henholdsvis orgel og bas, indtil alle mødes i en flot finale.

Der er ingen svage numre på I got hipped. Det er tydeligvis en Chris Copen i hopla, der har indspillet dette album, og hans tangentspil er simpelthen i storform hele vejen igennem. Så er der måske heller ikke noget at sige til, at han rent vokalt lyder en smule stakåndet hist og her. Sangteknisk er der således stadig plads til forbedring, men faktisk er Chris Copens stemme ved at udvikle noget karakter – lidt a la en moden Elton John – som den tidligere har savnet.

En uperfekt vokal er nu også et lillebitte minus, for I got hipped er simpelthen en forrygende god plade, spækket med instrumentale lækkerier fra et suverænt spillende band, fede fortolkninger og arrangementer og nye numre, der på ingen måde blegner i selskabet. Chris Copen har selv produceret I got hipped sammen med Christian Heyman i Heyman Studios, og det lyder bare latterligt godt!

Hvis dette er niveauet, som Chris Copen lægger for dagen på fremtidige udgivelser, er der lagt op til en stor indspilningskarriere. Hvilken formidabel debut!