Uni Debess
Regards To The Roots, Vol. 2
Straight Shooter SHOT 027

Færøske Uni Debess har vi oplevet på de danske scener som en del af projektet Modersmålsblues (læs her) og duoen Terji & Uni, der optrådte på Den Blå Festival i 2017 (læs her).

Han har dog også udgivet en række cd’er i eget navn, og den seneste er udkommet på det danske pladeselskab Straight Shooter med Laust Krudtmejer Nielsen som co-producer.

Regards to the roots, vol. 2 er det andet af tre planlagte album, hvor Uni Debess fortolker en række af de bluesklassikere, der har præget ham og hans musik (Vol. 1 udkom på det færøske selskab TUTL i 2018). Det vil i dette tilfælde sige sange af blandt andre Willie Dixon, Elmore James, John Lee Hooker og B.B. King – gennemprøvede standarder, som mange har fortolket, og endnu flere kender.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at Uni Debess – i lighed med mange andre nutidige musikere – har lært mange af sangene at kende ikke fra originalversionerne, men via indspilninger af senere generationers bluesfolk som Eric Clapton, Gary Moore og Stevie Ray Vaughan.

Det kan man læse i de glimrende covernoter, hvor Uni Debess begrunder sine sangvalg. Og lige som Clapton, Moore og Vaughan giver Uni Debess sangene et personligt og tidssvarende spin uden dermed at bevæge sig alt for langt væk fra det oprindelige forlæg.

Her kan han i høj grad takke danske Laust Krudtmejer Nielsen. Denne har gjort det til sin mission at gøre bluesmusikken relevant for et nutidigt publikum, hvilket han også har bevist med Trainman Blues (læs her) og The Cornbread Project (læs her).

Laust Nielsens på én gang skramlede og let elektronisk knitrende lyd fungerer godt i samspil med Uni Debess’ vokal – en stemme, der ikke er verdens stærkeste, men som netop virker stærkt, når dens skrøbelighed presses helt frem i lydbilledet, og den fremstår med alle sprækker og skrammer fuldt synlige.

Det puster nyt liv i gamle travere som ”Hoochie coochie man”, ”Good morning little schoolgirl” og ”The sky is crying”, og ikke mindst åbningsnummeret, Peppermint Harris’ ”As the years go passing by”, fremstår originalt i sin nye, dystre indpakning.

Mindre heldig er J.B. Lenoirs ”I feel so good”, der med syntetisk-lydende blæsere (synthesizer?) har fået et 80’er-præg, som ikke gør Uni Debess’ ellers fine, skarpe guitararbejde fyldest. Samtidig udstiller den Debess’ færøske accent.

Også B.B. Kings ”Paying the cost to be the boss” lider under Uni Debess’ diktion, og samtidig virker den gumpetung og helt blottet for den swing, der præger originalen.

I det store hele må man dog sige, at Uni Debess slipper ganske godt fra sine fortolkninger på Regards to the roots, vol. 2. Man kunne måske have ønsket, at han var gået et spadestik dybere i sit valg af materiale og dermed havde undgået nogle af de mest fortærskede numre, men det havde omvendt ikke været i overensstemmelse med albummets raison d’être.

Rene cover-album som Regards to the roots, vol. 2 er ofte kreativt pusterum for deres ophavsmænd, men Uni Debess (og Laust Krudtmejer Nielsen) fortjener ros for rent faktisk at give kunstnerisk berettigelse til selv endnu en version af ”Hoochie coochie man”.

Af Jakob Wandam
Bluesnews.dk